Et utilstrækkeligt redskab

Da jeg for 10 år siden blev præsteviet kom jeg hurtigt til at opleve min egen utilstrækkelighed. Efter at have fået mange kærlige hilsener og gaver fik jeg aldrig taget mig sammen til at sende en personlig tak til afsenderne. Det var ret ubehøvlet af mig, og blot et lille eksempel på hvordan jeg som menneske, kristen og præst bliver ved med at fejle.

Min mangel på taknemmelighed vil jeg ikke gentage. Lad mig derfor endelig udtrykke en stor tak, for alle de hilsener og gaver jeg fik. De varmede meget.

Men endnu værre ville det være, hvis jeg efter 10 år som præst ikke fik udtrykt min taknemmelighed over alt det, Gud har givet mig gennem dette sakramente. Derfor vil jeg gerne, hvor selvhævdende det end kan virke, her på bloggen markere mit jubilæum. For jeg har grund til at fejre, at jeg er præst og vil derfor gerne her udtrykke min tak for alt det, jeg har modtaget. Jeg kan virkelige tilslutte mig Jomfru Marias lovsang: ”den Mægtige har gjort store ting mod mig”.

Men alligevel er det på ingen måder tanken om en triumf eller sejr, der fylder mig, når jeg kigger tilbage på mine første år som præst. Jeg sidder ikke tilbage med en fornemmelse af, at ”jeg gjorde det!”. Faktisk fylder oplevelsen af mine egne svigt og mangler meget. Med til min historie som præst hører, at jeg undervejs har fortrudt mit valg flere gange og været stærkt i tvivl, om jeg var det rigtige sted. Jeg var i 1½ år på orlov, hvor jeg ikke virkede som præst, og har også siden jeg kom tilbage i tjenesten gået med en stærk tvivl. Dog ikke så meget om det er godt at være præst i Den katolske Kirke, men om jeg kunne magte den ensomhed, det ansvar og de anstrengelser, som præstekaldet medfører.

Det er med undren, at jeg kan konstatere, at jeg er her endnu! Nok er byrderne mange, men de har trods alt ikke været den centrale del af mit præsteembede. Det der fylder mest, er de mange gange, hvor jeg har kunnet være vidne til Guds værk gennem mig. Hvordan ord jeg har sagt, hvordan en sakramental handling eller en praktisk hjælp har været med til at lindre, styrke eller trøste et andet menneske.

Der er folk, som mener, at jeg kommer med vranglære, at jeg træffer forkerte valg og bruger min tid forkert – og disse folk har selvfølgelig til tider ret. Men jeg håber, at jeg kan overbevise folk om min vilje til at tjene Gud og hans Kirke. Så længe jeg ønsker at være et redskab for Gud, så vil han også kunne skabe frugter gennem mig. Disse frugter vil jeg gerne anerkende og sige Gud tak for.

Mærkeligt nok vil jeg også sige Gud tak for alle min fald og svigt. Uden dem ville jeg være en hovmodig og fordømmende person, og jeg ville have svært ved at sætte mig ind i folks liv. At opleve min egen svaghed i mit liv som præst er stadig smertefuldt, og jeg har da stadig et ønske om at blive mere fuldkommen. Men svagheden minder mig om, hvem der er hovedpersonen i mit præsteembede. Det er ikke mig, men Gud. Og jeg tilslutter mig af hjertet pave Benedikts ord, lige da han var blevet valgt til pave: ”Det trøster mig, at Gud også kan gøre brug af utilstrækkelige redskaber”.

Det citat, som jeg lod trykke på mit mindekort for præstevielsen d. 14. juli 2007 talte stærkt til mig den gang og har vist sig endnu mere vigtigt og rigtigt lige siden. Kristus fortæller mig: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”.

2 thoughts on “Et utilstrækkeligt redskab

  1. Kære Daniel, mange tak for dine ord. Selvom jeg ikke er præst og dermed ikke har samme ansvar som du har, så kan jeg ud fra min 20årige erfaring som ordenssøster kun give dig ret i at tvivlen om man “er god nok”, om man “virkelig kan magte det”, om “man er på det rigtige sted” ofte kommer op, især når man er stressed eller føler at man ikke er god nok. Men jeg måtte også erfare, at Gud virker især i disse situationer og den ydmyghed, som følger med tvivlen på sig selv og sine egne kræfter. Hos den hellige Benedikt har jeg fornylig læst: “Gud siger: Giv mig dit hjerte, min søn.” og da jeg mediterede over hvad det mon betyde at give Gud sit hjerte, kom jeg i tanke om, at det betyder, at indrømme for sig selv og overfor Gud at “jeg kan ikke alene”, jeg har brug for Guds hjælp. Så ja: Gud kan gøre brug af utilstrækkelige redskaber – og måske har han det bedst med at vi indser vores utilstrækkelighed og giver ham muligheden for at handle og virke gennem os. Endnu engang tak for dit vidnesbyrd! Sr. Anna Mirijam cps

    Like

  2. Kære Daniel, tillykke med 10 år. Tro mig når jeg skriver at du har givet mig megen inspiration og -faktisk – troen tilbage. Foruden din vejledning igennem de seneste år var jeg ikke den jeg er idag. Afklaret. Jeg har sagt det før, det er jeg taknemmelig for. Tænk på hvad du gøre for dine sognebørn. Også når tvivlen nager.
    /Carsten

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s